Biografi

Thomas Obeth (f. 2000) har trådt sine musikalske barnesko i Vor Frue Kirke i Assens som medlem af kirkens over 160 år gamle drengekor, der er Danmarks ældste af slagsen. Her sang han indtil op i sine teenageår, hvor han stoppede for bl.a. at få tid til at blive ansat som organist i et par landsbykirker lidt uden for hjembyen sideløbende med gymnasiet. Sidenhen blev Thomas organist i Vor Frue Kirke i Assens og fra efteråret 2023 ved Haderslev Domkirke. Sideløbende med dette er han koncerterende organist i hele landet og desuden redaktør på fagbladet Orglet, der udgives af Det Danske Orgelselskab.

Efter sin studentereksamen studerede Thomas ved Torben Krebs i Odense, inden han påbegyndte sine studier på de danske musikkonservatorier. Han har tillige deltaget i mesterkurser ved bl.a. Hans-Ola Ericsson, Henry Fairs, Eric Lebrun & Peter Planyavsky, blandt andet i forbindelse med det højtestimerede sommerakademi i Haarlem i Holland.

Et kernepunkt i Thomas’ repertoire er den orgelmusik, der i det tyvende århundrede blev komponeret af og omkring Anton Heiller. Særligt relevante komponister i den forbindelse, udover Heiller selv, er bl.a. Siegfried Reda, Frank Martin og Paul Hindemith, hvis samlede orgelproduktion Thomas spillede på fem anmelderroste koncerter i vinteren 2022/23. Over sommeren 2023 fik Thomas udgivet tre artikler i danske og svenske orgelfagblade om Anton Heillers liv og virke samt kompositionsmetoder. Støttet af Frobeniusfonden (2021), Augustinusfonden (2022) og Kirsten Skau Pedersens Rejselegat (2024) tager Thomas sideløbende med konservatoriet privattimer hos professor Roman Summereder i Wien med særligt fokus på orgelmusikken af netop disse komponister.

Fotograf: Ard Jongsma 2023